Min barndoms Borup.
Skrevet af Jørgen Bombæk i 2001-2005.
Når jeg skal beskrive min barndoms Borup i 1950erne, bliver det helt og aldeles efter min hukommelse. Der vil være ting som er ukorrekte, der vil være tidsangivelser som måske ikke stemmer helt overens med virkeligheden, min beskrivelse af de enkelte ejendomme vil være begrænset til at omfatte det jeg ved og kan huske, og min beskrivelse af enkelte personer er også baseret på mit indtryk og mine erindringer, hvilket meget vel kan være i uoverensstemmelse med faktiske forhold, og helt sikkert være i strid med andres opfattelse af de enkelte personers karaktertræk m.m., men efter bedste evne tager jeg fat på opgaven.
9 - Borupgård, Elmegårdsvej 20 15 - Borup Kirke, Borupvej 139 31-32 - Bombækvej 30 + Bombækvej 32
Vrå sogn bestod jo oprindelig af en række små landsbyer, hvoraf kan nævnes Sønder Vrå, Nørre Vrå og Borup. Sognets kirke blev bygget sådan cirka midt i sognet så sognets beboere alle, uden det store besvær kunne komme dertil. Vrå by blev så opbygget fra sidste halvdel af det nittende århundrede. At byen blev skabt omkring kirken og ikke som en udbygning af en af landsbyerne blev egentlig bestemt af den teknologiske udvikling. Da jernbanen blev ført gennem Vendsyssel, og kom til at passere tæt forbi sognets kirke blev det naturligt at udbygge sognets bebyggelse omkring jernbanen. De fleste grunde i den nordlige og østlige del af Vrå er matrikuleret i Borup by, Vrå sogn og jeg lader min barndoms Borup begynde i Vrå Nordby, der hvor nu en række boliger er bygget af boligselskabet Nordjylland. De ligger langs vestsiden af Borupvej og på Nørrevang. Der var i min barndom byens sportsplads placeret.
På sportspladsen blev naturligvis alle sportsarrangementer afviklet. Det var mest idrætsforeningens fodboldhold der spillede der om søndagen, jeg har selv som drengespiller spillet en række turneringskampe på sportspladsen. Jeg husker også, at der på slaggebanen omkring fodboldbanen nogle gange var racerløb med motorcykler, det var vist i forbindelse med den årlig afholdte idrætsuge, hvor der også var et omrejsende tivoli på pladsen. Disse motorcykelløb var meget halsbrækkende, da svingene var meget skarpe og ikke alle motorcyklisterne var lige skrappe til at afpasse farten. Jeg husker flere tilfælde hvor uheldige racerkørere havnede inde mellem de omkringstående træer, til tider med slemme skrammer og mere eller mindre ødelagte maskiner til følge.
På idrætspladsen blev også hver sommer i juni måned afholdt dyrskue, hvor egnens landmænd kunne fremvise og få bedømt de bedste af deres køer, heste, grise eller får. Det var et af landsdelens mindre dyrskuer, og landmændenes deltagelse var nok mest begrundet i ønsket om at få bedømt om dyrene var gode nok til at deltage i Hjørring dyrskue senere på året. I forbindelse med dyrskuet havde restauratør Andersen altid stillet sit store markedstelt op på pladsen, hvori der blev afholdt ”Dyrskuemiddag” og dyrskuebal som afslutning på dyrskuedagen. Dyrskuet blev jo altid annonceret i Vrå Avis. Jeg husker et år hvor der i avisen havde indsneget sig en lille trykfejl som gav anledning til megen moro i tiden derefter. I annoncen for dyrskuet stod bl.a.: ”Dagen afsluttes med fællesspisning og dans i Andersens telt.”, men den dag havde man glemt et enkelt s i annoncen, så der kom til at stå ” fællespisning” og dans i Andersens telt, hvilket jo var noget ganske andet. Dyrskuet var sammen med sommerfesten i Lunden årets store begivenheder i byen.
Overfor idrætspladsen lå en lille ejendom på nogle få tdr. land. Jeg husker ikke hvem der havde ejendommen i min tidligste barndom, men senere købte Anker den. Anker Nielsen var fra Vesterheden, og han tjente i mit hjem i 5 år fra jeg var 1 til jeg var 6 år gammel, og da Anker købte ejendommen, og jeg gik i skole i Vrå kom jeg forbi hver eneste dag på vej til og fra skole, og hvis Anker var i marken stoppede jeg altid op og fik en snak med ham. Jeg kunne mægtig godt lide Anker og jeg fik mange timer til at gå hos ham på den lille ejendom. Han havde vist nok 2 jerseykøer, en so + grisene der blev, samt en lille gul nordbagge. Det kunne man faktisk leve af dengang. Anker var og forblev ungkarl. Han kom desværre til at lide frygteligt af leddegigt og måtte til sidst opgive ejendommen. Jeg mener han fandt en dame, som han kom en del sammen med og han flyttede vistnok til Brønderslev. Jeg ved ikke hvordan det siden gik ham. Ejendommen er den der nu beboes af tidligere cykelhandler Harald Hansen og hans kone, den betegnes i dag som Borupvej nr. 22.
Den næste ejendom var ”Sigen”, en ejendom på dengang vistnok 14 tdr. land. Der boede Harald Jacobsen, hans kone og deres 2 børn. Han kaldtes aldrig andet end Harald Sigen, og navnet hænger ved, i dag har hans yngste søn gården. Han hedder Ole Jacobsen, men kaldes i daglig tale Ole Sigen. Det var ikke mennesker som jeg kom til at kende noget til, men jeg husker dog at de altid havde en stor hund, som jeg ikke var helt tryg ved når ejendommen skulle passeres på vej til eller fra skole. Harald Sigen var, trods ejendommens forholdsvis beskedne størrelse, en af de første i Borup, der fik traktor. En Massey Harris Pony, en spøjs lille sag, der med sine 14 hk lige akkurat kunne trække en enfuret plov i et behersket tempo. Han drev et alsidigt landbrug med køer og grise, jeg ved ikke hvor mange. I dag drives ejendommen kun med svin og Ole har på det sidste haft arbejde ved siden af landbruget Selv om vi ikke kom sammen med Harald Sigen, kendte vi dem trods alt godt nok til at det blev en hel oplevelse, da vi engang var på tur til Himmelbjerget i en lånt bil. På toppen af Himmelbjerget mødte vi tilfældigt Harald Sigen med familie. Det var jo lidt af en sensation at møde en næsten nabo så langt væk hjemmefra. Ja, verden var større dengang. I dag ville det vel svare til at vi tilfældigt mødte Ole Sigen på Kreta eller Sct. Thomas. I dag er Sigen Borupvej nr. 47.
Den næste ejendom lå lidt længere mod nord, en lille ejendom på et par tdr. land. Ejendommen var muligvis tidligere Borup mølle, hvor egnens bønder kom og fik brødkorn malet til bagemel m.m. Her boede møller Andreas, som han kaldtes, jeg ved ikke en gang hvad han og hans kone hed og jeg husker dem egentlig ikke særlig godt. Derimod husker jeg lidt senere at vognmand Ernst Mølgård flyttede ind på ejendommen , hvorfra han drev sin vognmandsforretning en årrække. Det gik vist ikke for godt og han solgte senere ejendommen til to brødre fra Borup Hede, Justebrødrene som vi kaldte dem, Laurits og Jens. Dem husker jeg mest for den tid hvor de boede på Heden, hvor de havde et væld af kaniner, duer og alskens småhusdyr. Jeg kom der meget i et par år hvor jeg selv havde kaniner, og hos især Laurits kunne jeg få mange gode råd. Laurits døde for mange år siden og da Jens for nogle år siden døde, blev ejendommen solgt til den nuværende ejer Kirsten Hansen, som også kom fra Borup hede. Ejendommen bærer i dag adressen Borupvej nr. 60.
Lidt nord for Sigen og lidt vest for vejen over mod banen lå Høngård, en gård på vel omkring 20 tdr. land gætter jeg på. Der boede Harry Lerbjerg, så vidt jeg ved sammen med sin søster Jenny, men det vil jeg ikke hænges op på. Jeg kendte ikke noget videre til dem og vi havde ikke samvær med dem udover at hilse på når man mødtes. I dag drives ejendommen ikke som landbrug, jeg mener at jorden er lejet ud eller måske solgt fra. Nuværende ejer af Borupvej 71, som er adressen i dag, er Eva Nyhus Andreasen, som bor der sammen med sin mand Carl Ole.
Nr 5 - Vogterhuset, Borupvej 73 Vest for Lerbjerg, tæt op af banen ligger så vogterhuset, hvor dengang familien Madsen boede, jeg kendte egentlig ikke familien, selv om jeg ofte besøgte dem. Det kom sig af at et af deres 7 børn ( 6 drenge og 1 pige ) i en lang periode var min bedste legekammerat. Han hed Poul og vi gik i skole sammen. Vi legede sammen næsten hver eneste dag i en periode, mest hjemme hos os, men af og til også i og omkring vogterhuset. Familien havde bestemt ikke for meget at rutte med, 7 børn og kun en arbejdsmandsindtægt, men der var altid hjerterum i det lille hjem og børnene bidrog tidligt til husholdningen ved at arbejde lidt rundt omkring og ikke mindst med at fiske. De var sande eksperter i at fange fisk i åen eller i nogle gamle tørvegrave eller hvor der bare var lidt vand at kaste snøren i. Vogterhuset, i dag Borupvej 73 ejes nu , iflg. kommunevejviseren, af Ellen M. Jensen, jeg kender hende ikke.
På vestsiden af banen, lige overfor vogterhuset lå også et lille hus, jeg husker ikke hvem der boede der. Det er i dag Lerbjergvej nr. 26 og ejes af en Per Madsen.
Nr 7 - Lerbjergvej 25 Lidt længere mod vest lå en lille ejendom på nogle få tdr. land. Her boede en ældre dame som hed Sine, jeg husker ikke hvad hun hed til efternavn, ej heller om hun havde en mand, men hun havde i hvert fald en søn der hed Evald, han bor nu i Vrå, hun havde også en datter og et barnebarn Preben som jeg gik i skole med. Sine syede for folk, jeg husker at vi af og til skulle have syet et par bukser el. l. eller måske syet noget om. Så skulle vi hen til Sine og have taget mål, og senere hen for at prøve tøjet undervejs inden det blev syet helt færdigt. Preben var ikke helt på højde med vi andre i klassen, han var noget tilbagestående og blev efter skolen erklæret åndssvag og anbragt på åndssvageanstalten i Vodskov, ja, det hed det dengang. Senere, da verden blev lidt anderledes og hvor man så lidt mere nuanceret på diverse handicaps kom Preben til Hjørring at bo, han flyttede sammen med en dame som også var en del tilbage, men de fik egentlig et rimelig godt liv, hvor de ikke led nogen nød, og heller ikke var andre mennesker til gene. I mange år har ejendommen været beboet af Hartman Larsen og hans kone Kristine. Hartman er død for nylig, men Kristine bor stadig på stedet., nu Lerbjergvej nr. 25.
Nr 8 - Lerbjerg, Lerbjergvej 15 Nuværende Lerbjergvej nr. 15 var gården Lerbjerg, som senere kom til at lægge navn til vejen. Her boede i min barndom Peter Lassen Christensen og hans kone Christiane. Per Lassen, som han hed i daglig tale var en tynd og relativ spinkel mand, medens Christiane var umanerlig tyk. Jeg kendte egentlig ikke meget til dem, men var af og til med vores karl henne på Lerbjerg med kontrolkassen, hvor jeg sommetider så Christiane sidde og malke køerne med hånden, et imponerende syn når hun skulle forsøge at klemme sig ned mellem to køer. Dengang havde egnens besætningsejere slået sig sammen med det formål at drive en kokontrolforening. Der var ansat en kontrolassistent som rejste fra ejendom til ejendom og tog prøver af køernes mælk og beregnede køernes ydelse og mælkens fedtprocent, hvilket så blev brugt til bl. a. at fodre dyrene efter. Mig bekendt er det et stadig fungerende tiltag. Kontrolassistenten Morten, bedre kendt som kontrol Morten, boede så på den ejendom hvor han den pågældende dag tog prøver, og flyttede så næste dag til et nyt sted. En ikke særlig misundelsesværdig tilværelse synes man i dag, men Morten trivedes med det. Der blev jo ofte spillet kort når kontrollen var der, så han så jo mange mennesker året igennem. Når kontrollen skulle have sit grej flyttet fra sted til sted var det sådan, at det sted, hvor han var skulle sørge for transporten til næste sted, og efter os skulle Morten altid til Lerbjerg, og kontrolkassen blev læsset på hestevognen og karlen blev sendt af sted med kassen, det var jo altid et lille afbræk i dagligdagen at få lov at komme med hen med kontrolkassen. Lerbjerg er nedlagt som landbrug i dag, hvor Kjeld Mortensen og hans kone bor. De har et par heste, men det er ikke jord nok til dem så de må leje græsning andre steder.
Nr 9 - Borupgård, Elmegårdsvej 20 Nu bevæger vi os tilbage over banen igen og længere mod øst til de tre gårde ”på marken” som vi sagde. Først til Borups dengang største gård Borupgård eller Stokbros gård, som var den daglige betegnelse for gården. Jeg tror der var omkring 70 tdr. land jord til gården, som blev drevet af Kristoffer Stokbro og hans kone Valborg. Gården blev drevet på traditionel vis med heste, køer og grise. Der var på gården altid et par karle eller 3 og en pige i huset., dertil kom så lidt fremmed hjælp af og til, specielt i høsten, som jo dengang var en hektisk tid der krævede mange hænder til de forskellige opgaver.
Stokbros var de første i Borup der fik traktor, en Farmal Cup, en ganske lille traktor, der lige kunne klare en enfuret plov, og som blev brugt til pløjning, såning, radrensning o.l., som supplement til hestene. Den kunne erstatte et spand heste og det var da også det hesteholdet blev reduceret med ved traktorkøbet. Det var nok i 1948-49 eller deromkring. For os børn i Borup var denne traktor meget spændende, vi kunne stå i timevis og se på når traktoren pløjede de lange agre fra gården og nordpå. Vi stod der jo også i det lønlige håb at traktorføreren ville forbarme sig over os og give os en tur på traktoren. Jeg husker tydeligt en dag vi var en fire fem knægte samlet ved enden af ageren hvor en af sønnerne, vistnok Knud, pløjede. Knud stoppede op ved os og vi kom så på skift en tur på traktoren hele vejen op til gården og tilbage igen, en tur der vel tog omkring 10 minutter. En eftermiddag kunne således give 2 måske 3 ture på traktoren. Farmal Cup`en blev med udviklingen i landbruget op gennem halvtredserne hurtigt utilstrækkelig og blev efter et par år udskiftet med en meget større og stærkere Allis Chalmars, en orange traktor, som på dette tidspunkt var ret almindelig. Senere er der naturligvis kommet adskillige nye og større traktorer til, men det er en anden sag. Stokbros kom stort set ikke i vores hjem, men min far havde en del med Kristoffer at gøre idet de begge en årrække var revisorer i mejeriet, hvor de ugentlig mødtes for at revidere og efterfølgende spille kort med mejeribestyrer Bertelsen ( det med kortene var vist nok det vigtigste ). Den ene af sønnerne, Knud og hans kone Eva overtog senere gården og drev den indtil for få år siden, hvor de solgte og flyttede til Vrå. Gården ejes nu af Martin Grarup, og bærer adressen Elmegårdsvej 20.
Lidt længere mod øst lå de 2 andre gårde ”på marken”, den sydligste ejedes af Ejvind Zakarias og hans kone. Det var ikke nogen mennesker som jeg kendte, jo, jeg vidste hvordan de så ud, men vi havde ingen forbindelse med dem som sådan. De havde en adoptivsøn som hed Mogens, ham og hans kone Bodil lærte jeg senere at kende idet den ene af deres 2 børn Christian kom til at gå i samme klasse i Vrå skole som vores datter Christina. Mogens og Bodil overtog gården efter hans forældre som flyttede til Vrå. Mogens havde dog mange andre interesser end landbruget, han tog bl. a. flyvercertifikat og anlagde en lille landingsbane på en af gårdens marker. Efter nogle år solgte de ejendommen, og den har senere skiftet ejer nogle gange. PT står ejendommen i en Anne Marie Raunsmed Jensens navn. Ejendommen, der er betegnet som Elmegårdsvej nr. 24, er nedlagt som landbrug for længst og tjener nu som bolig for ejeren og familien.
Den sidste af de 3 ejendomme ”på marken” er Elmegård som blev den gård der kom til at lægge navn til vejen. I min barndom var Elmegård ejet af Bernhard Grindsted, en af sognets betydelige mænd. Udover at drive gården på vel omkring 40-45 tdr. land var han sognerådsmedlem, vist nok formand i en periode, han var formand for Vrå sparekasse og vurderingsrådsformand, skatterådsformand med meget mere, han var en af de folk der blev set op til dengang, og han så heller ikke ud til at være ked af den ære. Bernhard og hans kone havde 2-3 børn, de var noget ældre end jeg så jeg lærte dem aldrig rigtig af kende. Jeg husker at min søster Ellen var på Halvorsminde efterskole sammen med datteren Inger Grindsted, og at sønnen Henning overtog gården samt en række af faderens tillidsposter, hvilket dengang var meget almindeligt. Kunne faderen, kunne sønnen vel også. Det kunne Henning skam også, han nød stor respekt i sognet om end måske knap så stor som faderen. Ejendommen blev drevet traditionelt med køer og svin og var veldrevet. Henning døde desværre alt for tidligt af en kræftsygdom og hans enke Bodil solgte ejendommen og flyttede fra. Hun blev i øvrigt senere gift med en Jørgen Larsen fra Jerslev som jeg i min ungdom havde været på efterskole sammen med. Ejendommen drives i dag som hobbylandbrug af ejeren Hans Åge Rosenbak Hansen som er smed.
Vi skal nu et smut på den anden side af banen igen, lidt længere nordpå til den lille ejendom der i dag bærer adressen Borupvej nr. 133. Den gang hed den ”Hjørnet” og ejeren hed derfor Møller Hjørnet. Han hed rigtig nok Møller, men Jensen til efternavn. Det var, og er vel stadig ikke ualmindeligt at ejeren af en ejendom får kaldenavn efter ejendommen. Ejendommen var et lille husmandsbrug med vel en 8 – 10 tdr. land. Min far kom lidt sammen med Møller Hjørnet, ikke meget, men var inviteret ved festlige lejligheder, min søster Else kom en del sammen med en datter, jeg husker ikke med sikkerhed hvad hun hed, men mener det var Lissy, de havde en søn der hed Gunnar, de var dog begge en del ældre end jeg og jeg selv kom aldrig til at kende nogen af dem. Jeg kom forbi Hjørnet daglig i de første par år hvor jeg gik i skole i Nørre Vrå forskole. Der var en skolesti som vi altid brugte på vejen til skolen. Hjørnet har haft en række forskellige ejere siden dengang og ejes i dag vist nok af en Ole Madsen m.fl. og er i perioder opholdssted for nogle anbragte adfærdsvanskelige unge mennesker. Der er mig bekendt ingen eller kun meget lidt jordtilliggende til ejendommen i dag.
Vi bliver på vestre side af banen for en lille tid. Der er nemlig 3 ejendomme mere der som skal med. Jeg erindrer ikke meget om disse og deres ejere, men nord for Hjørnet var luftbroen, et af de mest spændende steder for os børn i den tid. Vi kunne bruge mange timer på, ved siden af og under luftbroen. Det meste af det vi lavede der var temmelig forbudt, men det blev det jo ikke mindre spændende af. Det var spændende at stå på luftbroen og prøve af få små sten eller en spytklat til at ramme skinnerne, det var ikke helt let, der skulle jo tages højde for både afstand og vind, men træningen gjorde os efterhånden til eksperter. Når toget så kom buldrende under broen med jævne mellemrum var det jo svært ikke at prøve om man kunne få en af de små sten til at ramme skorstenen, jeg tror ikke det nogensinde lykkedes, men prøves skulle det. Under luftbroen var der en herlig buldrende lyd både når toget susede forbi, men også når en eller anden kørte over broen med hestevogn eller en enkelt gang imellem med lastvogn. Langs med banen var der jo også spændende, små sten på skinnerne blev knust når toget kørte over dem, vi havde anbragt dem, temmelig tankeløst, men helt sikkert både spændende og forbudt. Om vinteren var der ved siden af luftbroen en af de allerbedste kælkebakker fra toppen af volden og ned mod skinnerne, og om sommeren var det allerbedste og det allermest forbudte at gå mellem skinnerne og samle alskens ting og sager op, som på forskellig mystisk vis var havnet der.
Lidt nord for luftbroen helt ud mod banen lå et lille jordløst hus, jeg husker ikke hvad beboerne hed, men der var en yngre mand der som vi kaldte Tolle, han var ikke helt normal og vi morede os ofte med at drille ham. Huset ligger der stadig og ejes og beboes af Egon Nielsen, adressen er i dag Borupvej nr. 137.
Nr 135 lige ved siden af ejes i dag af Henrik Christensen som er chef for kommunens skatteforvaltning. Henrik kender jeg som Slagter Kjelds Henrik og tidligere fodboldspiller på Vrås førstehold, i fodboldsammenhæng kaldet Cruyff. Jeg husker med skam at melde ganske enkelt ikke hvem der boede der i min barndom, så jeg springer let og elegant videre mod nord til det yderste ydre af hvad vi ville kalde Borup, kom man længere ud var det Borup Hede, og det var jo noget ganske andet.
Nr 15 - Borup Kirke, Borupvej 139 Derude lå, og ligger stadig en lille ejendom kaldet Borup Kirke, ikke fordi det havde noget med en kirke at gøre, men det var bygget på en måde så det egentlig lignede en lille bitte kirke, sådan lidt på afstand. Der boede et par ældre mennesker, Tine og Jens Jacob, de havde 3 – 4 børn som alle var meget ældre end jeg og som jeg ikke husker meget om udover en voksen hjemmeboende søn som var stærkt retarderet, dengang kaldte man sådan en for åndssvag, men det er ikke god tone mere. Ham var vi frygtelig bange for, der skulle meget stærke argumenter til for at lokke nogen af os til cykle eller gå ud forbi kirken. Han var, syntes vi, kæmpestor, så forfærdelig farlig ud og udstødte nogle frygtelig grimme og uhyggelige lyde. Jeg tror såmænd han var meget fredelig, jeg har i hvert fald aldrig hørt at han skulle have gjort nogen fortræd. Vi hørte mange historier om ham. Han kunne lave mange forskellige ting hvis det bare var enkelt, og var han først blevet sat i gang med et eller andet blev han ved indtil han fik besked på at stoppe. Det blev bl.a. fortalt at hans mor havde sat ham til at pumpe vand op til koen, de havde en enkelt ko på ejendommen og formodentlig også et par svin samt nogle høns, der var jo ikke noget vandværk på ejendommene den gang så vandet skulle pumpes op med vandpumpen. Nå han var blevet sat til at pumpe vand og det gjorde han så, uheldigvis blev moderen forstyrret af et eller anden og glemte alt om vandet. Først nogle timer senere blev hun opmærksom på at han stadig stod og pumpede, da var brønden for længst blevet tørlagt og vandet flød overalt i stalden. Hans tendens til at blive ved indtil han blev stoppet gjaldt også maden. En gang havde hans mor kogt en kæmpestor gryde med jordbærgrød som så blev sat til afkøling i køkkenvinduet. Da han tilfældigvis kom forbi det åbne vindue blev han fristet af den dejlige grød, gik i gang med at spise og holdt naturligvis ikke op før gryden var tom, han blev efter sigende temmelig syg af den store mængde frugtgrød. Det lille hus ligger der stadig og bærer adresse Borupvej nr. 139 og ejes og beboes af Erling Barfoed Hermansen.
Inden vi skal tilbage til det oprindelige Borup skal vi lige et smut videre nordpå til Borup Hede. ”Hien” som vi kaldte det var det der lå vest for banen og længere nordpå end selve Borup. Det regnede vi ikke med som en del af Borup, selv om det jo først blev adskilt fra resten af byen i slutningen af 1800 tallet da banen kom til Vendsyssel. Nærmest banen lå 3 små ejendomme som jeg kendte en lille smule til.
Nærmest banen lå et lille vogterhus hvor ”Keiser Vilhelm” og hans kone, Jenny tror jeg nok, boede. Vilhelm var en rigtig drukkenbolt som vi ind imellem mødte når han var på vej hjem fra ”Hoves Lade” i Vraa, hvor han havde drukket sammen med nogle af kammeraterne, hans hjemtur foregik lige så ofte i grøften som på vejen. Jeg ved ikke hvad de levede af, men det må have været små kår med det alkoholforbrug Vilhelm stod for. De havde vist nok 2 børn hvoraf jeg kun kendte den ene, Lisbeth lidt da hun og min storesøster Else kom en del sammen. Vogterhuset blev senere under andre ejere om- og udbygget og er dag som Borup Tværvej nr. 30 et pænt stort hus som beboes af en lille familie, som jeg ikke kender, men manden hedder Claus Petersen.
Lige vest for vogterhuset boede Alfred Nielsen og hans kone Vilhelmine, samt deres 3 børn Asger, Vagn og Lykke. Det var en landbrugsejendom på vel omkring 15 tdr. land hvor man havde nogle få køer et par heste og nogle svin og lidt fjerkræ. Alfred Nielsen var min fars fætter, men vi kom ikke sammen med dem. Grunden til at jeg kendte dem en del var at jeg gik i klasse med sønnen Vagn, vi var sidekammerater i alle vores 7 skoleår, først i Nr. Vrå forskole og siden i Vrå hovedskole. Så jeg kom der ind imellem til fødselsdage o.l. Der er ikke så meget at fortælle om stedet som gennem årene er blevet ombygget og restaureret af forskellige ejere. I dag bor Familien Kellerman på ejendommen Borup Tværvej nr. 34, hvor fruen bl. a. driver klinik for zoneterapi.
Lidt længere vestpå boede ”Justebrødrene”, jeg ved ikke hvorfor de hed sådan, men formodentlig hed deres far Just. Justesoren og hans bror Laurits var ungkarle og de drev den lille ejendom sammen. Der var nok 16 – 18 tdr. land vil jeg gætte på og de havde foruden de sædvanlige få køer og grise en masse kaniner og fjerkræ. I en periode i min barndom havde jeg, som de fleste andre knægte på landet, også kaniner, og i den forbindelse kom jeg meget hos Justebrødrene for at få fiduser. De havde nemlig fine præmiekaniner og vidste en masse om hvordan sådanne skulle passes og plejes. Dette har jeg omtalt tidligere i forbindelse med ejendommen Borup Mølle hvortil Laurits og Jens flyttede på et senere tidspunkt. Ejendommen blev solgt til Tage og Mona Nielsen, som over en længere årrække udvidede og byggede nyt stuehus, stor svinestald m.m., de tilkøbte jord og drev ejendommen dygtigt indtil for få år siden hvor de solgte gården til sammenlægning med en anden gård. og flyttede til Vrå. Stuehuset blev senere solgt separat og ejes nu af en Vibeke Rosenkilde Bertelsen. Adressen er i dag Borup Tværvej 54.
Nu skal vi tilbage til det oprindelige Borup, før 1800 var Borup by jo som så mange andre landsbyer en samling tæt ved hinanden byggede ejendomme med et gadekær, nogle tætliggende tofter og markerne strålende ud fra landsbyen som en vifte og yderst nogle fælles græsningsarealer.
I 1801 brændte stort set hele Borup by. Det fortælles at det var lige før høstens tid, den tid hvor man på gårdene fordrev tiden med reparationsarbejder og lignende. Det var en dag med kraftig vestenvind og på den gård der lå næstlængst mod vest var nogle tækkemænd i færd med at reparere taget på en af gårdens længer. Når man tækkede med strå var der en mand inde på loftet for at tage imod tækkenålen og skubbe den tilbage til tækkemanden ude på taget. Under en pause hvor man kunne strække ryggen lidt og evt. nyde en stille pibe tobak havde manden på loftet lige fået ild på piben og skulle række sin fidibus ud til ham på taget så han også kunne få ild på snadden. Uheldigvis fik fidibusen antændt et par strå på vej ud og et øjeblik efter stod huset i lys lue. På grund af den kraftige vestenvind bredte ildens sig med stor hast til nabogården og videre østpå hvor alle ejendommene blev ildens bytte.
En katastrofe på den tid hvor brandforsikring ikke eksisterede. Landsbyens beboere fik stor hjælp fra nabolandsbyerne og der gik bud til øvrigheden hvor man ansøgte om og fik løst kongebrev med tilladelse til at drage ud i landsdelen for at bede (tigge) om hjælp til en hurtigt genopbygning. Lykkeligvis var det før høsten så markens afgrøder var uskadte og det lykkedes at få nogle små midlertidige bygninger op at stå så afgrøderne kunne komme under tag og beboerne ligeledes. Over de næste mange år blev de forskellige gårde så genopbygget, men man benyttede samtidig lejligheden til at flytte gårdene ud på markerne hvor de ligger i dag, det var jo i den periode hvor det blev almindeligt at rationalisere ved bl.a. at flytte bygningerne ud på gårdens jorder så det blev betydelig mere praktisk at drive gårdene med afgrøder og græsninger til dyrene.
De ejendomme jeg har beskæftiget mig med indtil nu er således mestendels de ejendomme der dengang flyttede ud mod syd. En del ejendomme flyttede også mod nord og der begynder vi så med den ejendom der i dag hedder Borupvej nr. 165 og ejes og beboes af Jens Søndergård. Det var og er en ejendom på omkring 10-15 tdr. land og i min barndom rakte det som levevej for en familie. Dengang hed ejerne Karoline og Christen Mortensen, et par ualmindelig flinke mennesker, de havde én søn, Harry, som de var meget stolte af, jeg ved intet om hvad Harry var eller blev, men Kristen og Karoline snakkede meget og ofte om Harry. Jeg kom der gerne en gang om ugen, hvis ikke en af mine søstre gjorde det. Vi byttede nemlig ugeblade med Mortensens. Vi holdt ”Dansk Familieblad” og Mortensens holdt ” Hjemmet”, og de blev byttet trofast en gang ugentlig. Vi ville jo gerne ned for at bytte blade fordi der vankede altid en sukkerknald el.l. når vi kom der. Da de senere flyttede til Vrå i et lille hus på hjørnet af Borupvej og Nørregade, ( nu Markedsgade ) fortsatte bytteriet og det var til stor glæde for mig fordi jeg jo så fortsat kunne stikke indenfor en gang om ugen for at bytte blade og sikre mig lidt mundgodt af Karoline. Ejendommen blev solgt til en af vore naboers søn, Poul Larsen, hans, men ikke mindst hans mors, plan var godt nok til noget større, men pengene rakte ikke til mere end et husmandssted, det gik da heller ikke i ret lang tid, det går ikke når man vil drive husmandsbrug på herregårdsmaner. Poul solgte og blev gift med en særdeles mandhaftig pige, og de købte en større forsømt gård som så blev drevet på samme vis, hvilket heller ikke gik særligt godt og det hele endte med skilsmisse og Poul flyttede til Sønderjylland og fik arbejde på Danfoss.
Lidt længere mod øst boede Frederik Rokholm og hans kone Marie med deres efterhånden 7 børn tror jeg nok det blev til. det var flinke mennesker som vi egentlig ikke havde meget med at gøre bortset fra almindeligt nabokomsammen en gang om året og så når der var runde fødselsdage o.l. Jeg selv kom der ikke som sådan, med undtagelse af en enkelt gang om året, nemlig nytårsaften hvor vi børn og unge altid var ude for at lave løjer, og der var Frederik Rokholm altid sikker på et besøg. Mest fordi han havde altid sørget for at der var et eller andet vi kunne flytte og gemme, og så vidste vi at når vi trommede på ruderne og slog på dørene blev vi altid fanget og kom med ind til Marie, og så vankede der småkager og andet julegodt. Egentlig var det uforskammet af os at vi så altid benyttede lejligheden til at rende med kaffekanden eller kedlen, gemte deres trillebør og hvad vi ellers kunne finde på at skarnsstreger. Frederik var aldrig tilfreds med tilværelsen, han havde eventyrlyst og på et tidspunkt rejste han til Canada for at skabe sig en tilværelse der for familien på lidt længere sigt. Imens passede Marie og børnene, samt deres trofaste karl gennem mange år, Kresten Ovesen, kaldet Gitte Kesse, ejendommen efter bedste evne. Frederik tjente nogle penge i Canada og lærte en masse om landbrug der, så han vendte hjem for at drive gården efter canadiske principper. Det var ikke let at passe en Canadisk driftsform fra ejendomme på flere tusinde tdr. land til på en ejendom i Danmark på 25 tdr. land. Det duede ikke, så Frederik rejste igen til Canada og efter et par år sendte han så bud efter hele familien, gården i Borup blev bortforpagtet og det stod på i mange år. Da de så vendte hjem igen efter vel en halv snes år måtte de jo efterlade halvdelen af familie i Canada, hvor de unge mennesker jo selvfølgelig havde fået en tilværelse som de ikke ville slippe. Alt i alt en lidt sørgelig historie synes jeg, men vist ikke så usædvanlig endda. Gården ligger der stadig, men jorden er blevet solgt fra for en del år siden og ejendommen Borupvej 160 med gennemrenoverede bygninger tjener nu som bolig for Birgitte og Bjarne Ørum.
Et par hundrede meter længere nordpå ligger Borupvej 170, en lille ejendom på ca 10 tdr. land, som i min barndom blev drevet af Niels Nygård og hans kone Anne Lise. De fik en flok børn som alle var en del yngre end mig så dem har jeg ikke kendt dengang jeg var barn. Niels Nygård var en spøjs person, han blev regnet for at være lidt af en original, og det var han også. Han drev sin lille ejendom som han nu mente det skulle gøres, og selv om andre måske syntes det var lidt specielt så fungerede det. Han forsørgede sin store familie ordentligt og selv om han tilsyneladende ikke regnede Anne Lise for ret meget, så tror jeg såmænd ikke hverken hun heller børnene led nogen egentlig nød. Hun virkede undertrykt, og det skulle da også vise sig at hun, da Niels mange år senere døde, blomstrede op og blev en helt anden person. Niels havde mange mærkelige ideer og påfund. Han havde en gammel motorcykel som han ofte kørte på. Under krigen kneb det jo med at skaffe benzin til dyret, så Niels ”lærte” den først at køre på halvt benzin og halvt kogesprit, senere lykkedes det også for ham at få motoren til at trække på ren kogesprit. Først da han fandt på at fortynde spritten med en passende mængde vand fra åen måtte den give op. Han havde et ”reservelager” af alt muligt mellem himmel og jord, og det var da også sådan, at hvis en nabo manglede et eller andet til en trillebør, slåmaskine eller andet, ja så gik turen til Niels, og det var sjældent han ikke kunne hjælpe. Han var uhyggelig stædig, og når han havde besluttet noget stod det ikke for fald. Den gang kørte bønderne på skift til mejeriet med mælk. Det fordeltes efter ejendommens størrelse, og Niels havde med sine 2-3 køer naturligvis sin dag en gang om måneden eller så. På et tidspunkt løb tiden fra dette system, og det blev besluttet at mælken nu skule afhentes med lastvogn. Vognmand Niels Lie i Vrå blev engageret og han kørte ind til alle ejendomme og hentede spandene med mælk. Nogle af de helt små ejendomme, der kun havde en eller måske 2 spande, og evt. ikke boede lige op ad vejen skulle sætte mælken ud til vejen hvor så bilen kunne samle det op. Niels var en af dem der skulle sætte sin mælk ud til vejen. Det syntes han ikke var rimeligt da han boede tæt ved vejen, og han mente sagtens bilen kunne køre helt ind til ham for at hente mælken. Mejeriet nægtede at køre ind og Niels nægtede at sætte mælken ud til vejen, og resultatet blev at Niels selv kørte til mejeriet hver dag med de 2 spande mælk i motorcyklens sidevogn. Først efter et helt år gav mejeriet op og begyndte at hente Niels`s mælk inde ved stalddøren. Da så lastbilen efter et par måneder havde fået hele Niels`s gårdsplads ødelagt, den var jo ikke beregnet til så tung trafik, begyndte Niels at sætte sin mælk ud til vejen og striden var bilagt. Efter Niels`s død blev Anne Lise boende på ejendommen i en årrække indtil hun fik en lejlighed i Vrå og i dag bor en af deres sønner, Verner, der med sin kone og barn, de har bygget et helt nyt stuehus og det gamle står p.t. ubenyttet hen.
Den nordligste ejendom er så den ejendom hvor den gang Møller Dybro boede. Den ligger et par hundrede meter fra åen, som danner grænsen mellem Borup og Gunderup. Møller og hans kone Agnes havde 2 børn, Åse og Henning, Åse var på alder med min ældste søster Else, og Henning på samme alder som min anden søster Ellen, og altså hhv. 9 og 4 år ældre end jeg. Møller Dybro døde, af mavekræft tror jeg nok, ikke ret gammel. Jeg tror han døde omkring 1948, i hvert fald var børnene ca 14 og 18 år Vi kom del hos Dybros i min barndom, bl. andet husker jeg at vi hvert år var hos dem hellig tre kongers aften, jeg ved ikke hvorfor, men sådan var det bare. Jeg husker også en bestemt tildragelse i forbindelse med et besøg hos Dybros. Det var en sommersøndag eftermiddag hvor vi var gået en tur der hen. Vi legede i haven og jeg skulle på opfordring vise at jeg lige havde lært at slå baglæns kolbøtte. Det kneb lidt med at komme helt rundt og på et tidspunkt tog min far så ved mine ben og hjalp mig helt rundt. Der skete et eller andet i den situation som gjorde at jeg mistede bevidstheden, min hals havde fået et knæk og var nok nærmest gået af led. Alle blev naturligvis meget forskrækkede og min far tog mig op i armene hvorved leddet åbenbart med et lille knæk faldt på plads igen og jeg vågnede op igen og alle drog et lettelsens suk. Vi fik senere at vide at jeg havde været i yderste livsfare ved den lejlighed. Agnes drev gården videre efter Møllers død og fik god hjælp af Henning, som blev en slags mand i huset. Han overtog så senere ejendommen og hans mor flyttede til Vrå. Henning blev gift med Grethe fra Sdr. Harritslev og de bor stadig på gården der i dag er nedlagt som landbrug og bærer adressen Borupvej 192.
Nu skal vi til den gamle Borup by og vi begynder med vogterhuset der lå, og ligger lige ved siden af luftbroen. Jeg husker absolut intet om hvem der boede der da jeg var barn, så de må ikke have gjort noget større indtryk på mig. Senere kom Edvin og Gulle til at bo der og Edvin bor der stadig, nu alene, idet hans kone Gulle døde for et par år siden efter mange års svær sygdom. Vogterhuset hedder i dag Borupvej 131.
Nr 24 - Vestergård, Borupvej 129 Så kommer turen til den vestre gård i Borup, nemlig Vestergård, nu Borupvej nr. 129, som angiveligt skulle være den eneste i byen der ikke brændte i 1801, Der boede i min barndom Kristen Jensen og hans kone Signe og deres vistnok 2 børn, Vagn og Karen, måske var der flere, jeg husker det ikke. De var en del ældre end mig og jeg kendte dem som sådan ikke dengang. Kristen Jensens far, Laurits Jensen var en af sognets foregangsmænd der bl.a. var medstifter af Spare & Lånekassen for Vraa og Omegn, Nu Sparekassen Vendsyssel, som i den første tid havde kontor på Vestergård i Borup. Kristen omtalte vi altid som ”Galeme Kristen” eller ”Gutteme Kristen” da disse ord var hans meget anvendte bandeord. Kristen fulgte lidt i sin fars fodspor som bestyrelsesmedlem i sparekassen m.m. Signe var en kone der vidste hvordan tingene skulle være, alting var nøje tilrettelagt og planlagt i hjemmet, og altid i god tid. Det fortaltes at hun, da Kristen blev alvorligt syg, sørgede for at bordet i storstuen blev dækket med det fine porcelæn, så det kunne være klar til begravelsen. Jeg ved ikke om det passer, men det fortæller i hvert fald lidt om hendes trang til forberedelse. På gården havde man dengang altid 2 karle og en pige, og de var jo sammen med karle og piger på de andre gårde med til at skabe liv på landet i fritiden, specielt sommeraftenerne husker jeg som spændende. Der var altid et eller andet sted noget i gang som vi små kunne overvære. Efter Kristen og Signe overtog sønnen Vagn og hans kone Inga gården, som de drev indtil en gang i 1990erne, hvor de solgte og flyttede til Sjælland, angiveligt for at være i nærheden af deres børn som var bosat der. De holdt sig meget for sig selv og bidrog ikke væsentligt til landsbyens sociale fællesskab. Karen blev gift og købte sammen med sin mand en mindre ejendom i Hæstrup. I dag ejes og drives gården som decideret kvægbrug af Peter Hollensen og hans udearbejdende kone Katrine, og de har gennem de seneste år udvidet besætningen til omkring 100 køer i en helt nybygget stald.
Lidt øst for Vestergård lå Mellergård. Det var Bertha og Åge Kristiansen der ejede den. Åge var fra en lille ejendom på Borup Hede, han tjente som ganske ung på en nabogården Vejsager som ”Høver” og blev senere gift med en datter derfra, nemlig Bertha. Bertha var min faster og vi kom naturligvis en hel del i hjemmet. Gården havde tidligere tilhørt en morbror til Bertha, Niels Mathias og blev således i familien da Bertha og Åge, efter nogle år på en ejendom i Rakkeby, købte Mellergård. Åge var en meget flittig og dygtig landmand, der var aldrig et strå der vendte forkert på Mellergård, der var altid styr på det hele ude på ejendommen. Det var et alsidig drevet landbrug med ca 30 tdr. land jord, 12-14 køer + opdræt, 3-4 søer med de fedesvin de gav, nogle høns og 2 store belgier heste. De havde altid en karl og en pige på gården, det havde man dengang på en ejendom af den størrelse. Den af karlene jeg husker bedst var Thorvald Hansen. Han var så ualmindelig rar en person som vi alle holdt meget af, han tjente hos Bertha og Åge i mange år, hvorefter han et enkelt år kom til at tjene i mit hjem. Han blev gift med Elly, og de købte en meget lille ejendom på Borup Hede, i øvrigt pudsigt nok Åges barndomshjem.
Inde i stuehuset regerede Bertha, hun var som yngre blevet vant til husførelse idet hun blev husbestyrerinde for sin far, da hendes mor døde og hun var vant til at bestemme. Det gjorde hun også på Mellergård, jeg tror nok det var hende der havde det afgørende ord i de fleste sager i hjemmet der. Hun var hvad jeg vil kalde lidt nærig i det daglige, men når der skulle være gæster til høstgilde eller andre større komsammener manglede der bestemt ikke noget, hun var god til at lave mad ved den slags lejligheder, men i det daglige var kosten ikke prangende. På grund af Berthas sparsommelighed og Åges dygtighed blev de, tror jeg nok, efterhånden ganske velhavende og de satte begge en ære i ikke at skylde nogen noget og at betale alting kontant, også når der f. eks. skulle købes en ny bil, eller for den sags skyld et hus. Så skrev Åge en check, og det var så det. Bertha og Åge havde 2 børn, Inger og Jens. Inger blev født på sin mors fødselsdag d. 2 februar. Hun blev gift med Åge Østergård fra Sdr. Vrå og de købte en ejendom i Vrensted som de drev med stor flid og dygtighed indtil de for nogle år siden lod sin pensionere og flyttede til Hjørring, hvor de nu bor. Udover sit arbejde som landmandskone var Inger også organist i Vrensted kirke i mange år. Jens var et par år yngre og gennem hele barndommen stod han lidt i skygges af sin storesøster, som var køn, klog og selvsikker, hvorimod Jens var lidt af en ”pistling”, ikke særlig stor, rødligt hår og med briller. Selv om han bestemt ikke manglede noget i intelligens var han med sin fremtræden et oplagt emne for smådrillerier i skolen. Jeg legede en del med Jens ind i mellem, vi var jo størrelsesmæssigt jævnaldrende selv om Jens var 2 - 3 år ældre end mig. Jens blev gift med Inger Marie fra Em og de slog sig ned på en mindre ejendom på Rønnovsholms mark, som de drev med flid og sparsommelighed i mange år. Da det senere blev svært at leve af så lille et landbrug fik Inger Marie arbejde på det nærliggende Aurion bageri, og Jens blev ringer og graver ved Hæstrup kirke, et arbejde han udfyldte til punkt og prikke, som alt andet han beskæftigede sig med. De bor stadig på ejendommen, hvor Jens som pensionist plejer en af sine helt store interesser, nemlig violinen, som han betjener i et spillemandsorkester der tager rundt og underholder på plejehjem og i diverse foreninger.
Lidt øst for Mellergård, på den anden side af vejen har vi så ”Vejsager”. Vejsager er nok den ejendom, næst efter mit hjem, som jeg kender bedst. Det var på Vejsager min faster Anna og hendes mand Thorkild boede, og det blev næsten mit andet hjem i min barndom. Min mor døde da jeg var 3 år gammel og min far blev så alene med os 3 børn, Else på 12, Ellen på 7 og mig på kun 3 år. Vi havde en række forskellige husbestyrerinder i nogle år, men ingen af dem kunne udfylde en mors plads for os. Men vi havde faster Anna.. Hos Anna og Thorkild var vi altid velkomne, og det benyttede vi os af, ikke mindst jeg. De havde en dreng – Bent - som var et år ældre end mig, og en pige – Kirsten - som var 3 år yngre. Bent og jeg var legekammerater hele vores barndom, og Kirsten, som var meget ”drenget”, legede med på fuld skrue. Jeg tror næsten jeg tilbragte næsten halvdelen af min fritid hos dem på Vejsager. Thorkild lavede legetøj til os, det var en dræsine som vi rasede rundt i, en kælk som kunne glide hurtigere end alle de andres kælke, og en masse andre ting. Bent tog jo ved lære af sin far og blev lige så teknisk, så han kunne lave alverdens ting i stand. Jeg selv var en klovn til den slags, men hængte troligt på og nød godt af deres kunnen. Bent og jeg var på adskillige cykelture rundt omkring i landet. Allerede som 13-14 årige var vi på en masse endagsture rundt i omegnen, eller en tur i den store vildmose, eller østpå til storskoven og hvad vi ellers kunne finde på.
Det blev også til flere flerdagesture, en tredagestur til Læse i brandstorm med teltet på bagagebæreren, hvor vi efter en frygtelig vippetur på læsøfærgen fik lov at slå teltet op i haven hos en flink familie i Vesterø. Vi cyklede så Læsø tynd i et par dage for så at tage turen hjem i den samme storm. Vi blev ikke rigtig søsyge, eller vi ville i hvert fald ikke indrømme det, men vi var temmelig tavse på sejlturene. En anden tur gik ned gennem Hanherred og Thy, og til Mors. Vi skulle sejle fra Thy til Mors med en færge, men da vi kom der var færgen indstillet på grund af reparation. En mand med en robåd tilbød at sejle os over og vi fik cyklerne læsset om bord, en tværs over båden agter, og den anden tværs over båden i stævnen, vi skulle så sidde i hver sin ende og holde på cyklerne mens manden roede os over. Det gik fint bortset fra at Bents cykel pludselig skred ud over rælingen og i vandet. Han nående lige at få fat i et af hjulene og ved fælles hjælp blev den hevet om bord igen.
På Mors fik vi lov at slå vores telt op i haven hos ”den tykkeste kone på Mors” som hun selv sagde. Hun serverede morgenmad for os inden vi cyklede videre næste dag, hvor vi fortsatte sydpå gennem Salling og Vesthimmerland til Vinderslev mellem Viborg og Silkeborg, hvor min moster Anna og hendes mand Niels boede på en gård. Det var aftalt at vi skulle komme der og overnatte. Da vi kom var Niels alene hjemme og han tog imod os. Niels var sognefoged og han tog os med ind på sit kontor, hvor vi så sad og ikke vidste hvad vi skulle gøre eller sige. Det lod nemlig ikke til at Niels anede noget om vores forventede ankomst. På et tidspunkt spurgte han os om det var os der skule giftes, han ventede åbenbart på et par som skulle giftes, hvortil jeg betuttet svarede nej, og spurgte så om ikke moster Anna var hjemme. Først da gik der en prås op for ham og alle misforståelser blev ryddet af vejen kort efter, da Anna endelig dukkede op. Dagen efter skulle vi så cykle hjemad og det var planen, at vi skulle overnatte i teltet et sted i Rold skov, men da vi kom til skoven begyndte det at regne, så vi besluttede at køre lidt længere indtil det blev tørvejr. Det blev det imidlertid ikke, så vi endte med at cykle hele vejen hjem, hvor vi ankom kl. 11 om aftenen godt gennemblødte og trætte efter en cykeltur på ca 160 km.
Anna og Thorkild havde overtaget Vejsager efter at de havde boet nogle år i Rakkeby på en ejendom, som de havde overtaget efter min far. Annas far - Jens Andersen - var blevet ældre og havde ikke mere lyst og energi til at drive ejendommen og de andre søskende var ” i vej” eller ikke landmænd, var det naturligt, at Anna og hendes mand skulle overtage hendes hjem. Vejsager var allerede på det tidspunkt en slægtsgård, idet Jens Andersen var 3. generation på gården og gården er p.t. stadig i slægtens eje. Den nuværende ejer Tommy Pedersen er nemlig Anna og Thorkilds barnebarn og således 6. generation på Vejsager. Da jeg var barn var det en gård på, så vidt jeg husker, 23 tdr. land god landbrugsjord. Der var en 10-12 køer og nogle søer med grise på ejendommen. desuden lidt høns til husbehov og til at lægge æg til delvis betaling af brugsregningen med. Der var 2 norske heste som trækdyr. Thorkild var en dygtig landmand og hans marker og stalde var altid i perfekt orden. Han satte en stor ære i at være tidligt ude, både om foråret med såningen, og ikke mindst i høsten. Min far havde en selvbinder i fællesskab med Thorkild, og vi lånte så en hest af hinanden når der skulle høstes med binderen, som jo krævede 3 heste. Der var aldrig rigtig problemer med fællesskabet, men jeg husker at min far nævnte at Tkorkild nu ikke gerne så, at det ikke var ham der først fik begyndt med binderen, og han skulle også gerne være den første der fik ”opskåret”.
Da jeg i 1964 overtog mit barndomshjem fortsatte fællesejet af binderen og Thorkild og vi havde mange gode oplevelser sammen i den forbindelse. Jeg husker at Thorkild på et tidspunkt havde fået den ide, at der skulle eksperimenteres med noget ganske nyt til landbruget, nemlig sumpbævere. Det skulle efter sigende være en guldgrube, idet deres pels var eftertragtet. Der blev bygget en bævergård i haven lidt øst for stuehuset, og det var rigtig spændende for os drenge at følge med i. Bævergården bestod af en række støbte bassiner med vand, til hvert bassin var der en lille indhegning og et lille hus, som bæverne kunne opholde sig i når de ikke svømmede rundt i bassinet. De blev fodret med bl. a. gulerødder husker jeg, men nok også andet foder. Det var nogle rigtig grimme dyr, syntes jeg, men alligevel spændende, ikke mindst fordi det var det eneste sted på egnen, hvor der var bævere. Jeg tror nok det hele blev lidt af en fiasko. I hvert fald stod det ikke på i mange år, og Thorkild faldt tilbage på det sikre og traditionelle landbrug.
Som husmoder fandtes ikke mange af Annas lige. Hun stod jo som de fleste andre landhusmødre selvfølgelig for den daglige husholdning, pasning af de 3 børn Bent, Kirsten og Jørgen, skulle hjælpe i stald og mark, dog ikke ret meget i marken, desuden haven med frugt og grøntsager til husholdningen. Derudover havde hun sin far på aftægt. Gamle Jens Andersen blev boende på gården og var en naturlig del af familien, men især da han blev gammel og besværet af sin vægt, var han en stor arbejdsbyrde for Anna. Desuden var det jo barndomshjemmet de havde, og med det fulgte en række uskrevne forpligtelser. Der blev holdt familiesammenkomster på gården, Annas søster Mary, der var diakonisse i København, holdt sine sommer- og juleferier helt naturligt i hjemmet hos Anna og Thorkild.
Som nævnt kom jeg og til dels også mine søstre også meget hos Anna og Thorkild, og ikke mindst var gården en yndet mål for landevejens riddere ”bisserne” som vi kaldte dem. De vidste, at hos Anna og Thorkild gik de aldrig forgæves, der var altid en tom bås eller sti i stalden som de kunne overnatte i. Betingelsen var kun at de skulle aflevere tændstikkerne til Thorkild, det kunne jo være farligt hvis en af dem i en brandert skulle finde på at tænde piben medens han lå og hyggede sig i halmen. Der var også altid mad til dem hos Anna og ikke sjældent blev en og anden forsynet med et bad og noget aflagt tøj. Som Anna sagde: ”Vi ka jo in ha dem te å raj rundt å se såe`nt uk.”
Der var ikke noget der kunne slå Anna ud, hun klarede alle pålagte og selvvalgte opgaver uden nogensinde at beklage sig, der var altid mad på bordet uanset hvem og hvornår nogen kom på besøg, alle følte sig altid velkommen hos Anna og Thorkild. Hun har dog på sine gamle dage fortalt, at hun også ind imellem følte det hårde liv og græd mange tårer, men kun når hun var alene, ingen skulle opleve at hun beklagede sig. Anna og Thorkild flyttede til Vrå sidst i halvfjerdserne og den ældste søn Bent og hans kone Åse overtog Vejsager. Bent var i 1962 tror jeg nok blevet gift med Åse Nansen, som kom fra en lille ejendom i Em, de købte en mindre ejendom i Sdr. Vrå som de drev som traditionelt landbrug med køer og svin. Landbruget var imidlertid ikke Bents største interesse, så efter nogle år blev besætningen solgt og Bent gik i lære som smed, han fik senere arbejde som smed på DAK konservesfabrik i Vrå, men da hans mor og far ikke ville fortsætte i hjemmet blev Bent og Åse overtalt til at blive landmænd igen for at overtage hjemmet. Bent købte mere jord til gården og byggede flere svinestaldbygninger i de følgende år. Sideløbende med gården havde han et job som konsulent for et sommerhusudlejningsfirma, Dansommer, et job som efterhånden blev til den største indtægtskilde for familien.
Bent og Åse solgte gården til deres ældste søn Tommy som ejer Vejsager i dag. Gården er i dag en veldrevet svineejendom med sohold og produktion af smågrise. Jeg ved ikke hvor stort et jordtilliggende der er, men mon ikke det ligger omkring 40 ha vil jer tro. Kirsten blev gift med Aksel Mouritzen fra Vrensted og de købte en ejendom i Guldager, hvor de drev et alsidigt landbrug med køer og svin. Aksel var til køer, og han fik oparbejdet en rigtig god besætning af rød dansk malkerace. Kirsten var mere til svinene, men i øvrigt var de fælles om det hele. De bor stadig på ejendommen i Guldager hvor Aksel nu er pensionist og Kirsten passer svinene, og i øvrigt er særdeles aktiv i landboforeningen. Jørgen blev gift med Alice fra Hjørring og har haft adskillige jobs af forskellig karakter. Han og Alice blev skilt og Jørgen er i dag gift med Ruth og de bor i Vittrup.
Lidt syd for Vejsager lå et lille bitte hus, som vi kaldte Gittes hus. Det var naturligvis fordi husets beboer hed Gitte. Gitte Ovesen var som ganske ung kommet ”galt af sted” som det hed sig dengang. Hun var blevet gravid uden at være gift og fik en søn, som fik navnet Jens Christian. Gitte var, da jeg var barn, vel omkring 55 år vil jeg tro, hun ernærede sig ved at hjælpe omkring på gårdene som vaskekone når der skulle vaskes storvask, og med alt muligt andet der kunne være behov for. Hun kom hos os når der skulle vaskes, når der skulle plukkes ænder eller gæs, ved slagtningen af disse, når der skulle plukkes bær om sommeren, og når der skulle tages kartofler op o.l. Jeg tror det var lignende opgaver hun fik hos alle de andre i omegnen. Gitte var en naturlig gæst når der var nabofremmede i de forskellige hjem, hvilket der typisk var en gang om året, normalt i marts måned.
Gitte var meget beskeden, men ville alligevel meget gerne have så meget ud af sådan en aften som muligt. Jeg husker en lille detalje som fortæller lidt om dette: Når der blev serveret kaffe ved sådan en nabokomsammen sad man jo naturligvis omkring bordet, og der blev skænket kaffe et par gange som noget helt naturligt, når kaffen blev budt rundt 3. gang var det almindelig høflighed, at man sagde nej tak, men Gitte havde udviklet en snedig teknik. Den gik ud på at hun, når hun observerede at kaffen var på vej for 3. gang, sørgede for at komme i dyb samtale med sidemanden, når så hendes kop var blevet fyldt op ”opdagede” hun det pludseligt og skyndte sig så at sige at hun jo da ikke skulle have haft mere, men så var det jo ”heldigvis” for sent. Hun var også lidt naiv: Det var almindeligt at når man plukkede bær eller samlede kartofler op på gårdene var det på ”part”, altså at man fik en vis part af høsten som betaling. Man kunne f. eks. plukke ribs på 5. part. Man fik altså en femtedel af de bær man plukkede. Når Gitte skulle forhandle part og blev tilbudt f. eks. en 5. part, kunne hun godt prøve at forhandle sig frem til 6. part i stedet. Hun havde ikke helt styr på det med parterne og mente, at når 6 var større end 5 måtte en 6. part vel også være mere end en 5 part. Jeg tror dog ikke nogen kunne finde på at udnytte hendes naivitet, hun fik nok den part der var rimelig. Gitte døde som 75 årig tror jeg nok, af en lungebetændelse, som havde været ubehandlet i alt for lang tid. Hendes søn Jens Christina, som aldrig hed andet end ”Gitte Kesse”, kom ud at tjene forskellige steder, bl. a. hos Frederik Rokholm, hvor han var i mange år. Han købte så en lille ejendom på Borup Hede og blev senere gift. Han har nedskrevet sin livshistorie, og en del af denne kan læses i en lille bog, der er udgivet at de lokalhistoriske foreninger i kommunen, og som hedder ”Ude at tjene” Huset har siden Gittes tid haft en lang række ejere og er blevet om- og tilbygget flere gange. I dag bor Helle og Kim Bentzon i huset som har adressen Bombækvej nr. 5.
Bombækvej nr. 7, som ligger lige ved siden af nr. 5 er, som de fleste andre små ejendomme i dag, nedlagt som landbrug. Det var dengang et lille brug på en 4-5 tdr. land, og der boede Søren Hansen med hans kone Ella og deres 3 børn, Birthe, Kjeld og Hanne. Der var et par køer og nogle grise på ejendommen og Søren havde ved siden af et job som reservepostbud i Vrå. Reservetjansen blev efterhånden til et fast arbejde, hvor Søren fortrinsvis havde til opgave at modtage posten, når den ankom med toget, samt udbringning af pakker i byen. Han havde derfor meget forskellige mødetider, meget tidligt om morgenen og de fleste dage var han en smut på posthuset om aftenen også for at modtage aftenposten. Søren var min fars fætter, men vi havde egentlig ikke meget med Søren og Ella at gøre udover almindelig nabokomsammen. Børnene var alle noget yngre end jeg, så bortset fra Birthe, som legede en del med Kirsten fra Vejsager og dermed ofte var med i vores aktiviteter, havde jeg ikke nogen væsentlig forbindelse med dem. Da Ella døde flyttede Søren til Vrå og han blev i sine sidste år på plejehjemmet i Vrå meget senil, og han kunne finde på at stikke af fra plejehjemmet og gå til Borup, hvor han kunne dukke op hos naboerne, som så måtte sende bud til plejehjemmet for at få ham hjem igen. I dag bor Finn Kristensen på ejendommen.
Lidt længere nede af vejen, midt på bakken gik en markvej nordpå nogle hundrede meter, hvor der lå en lille ejendom, ligeledes på en 4-5 tdr. land. Her boede Signe og Erhard Kjeldsen. De havde ingen børn og bortset fra at Erhard havde et lille job med at slå grøftekanterne om sommeren med en le, levede de af det, den lille ejendom kunne give. De havde 2 køer, en so og nogle grise, desuden en enkelt hest som kunne klare at trække plov og harve. Hver eneste morgen efter malkningen bar Erhard de 2 mejerispande fra ejendommen og op til vejen til mælkevognen, og når den var vendt hjem fra mejeriet med syrnet mælk til grisene hentede Erhard så spandene igen. Det foregik med et åg, som han bar på sine skuldre. I øvrigt foregik alt markarbejde hos Erhard med håndkraft. På det tidspunkt havde de fleste en såmaskine til såningen, en selvbinder eller slåmaskine til høsten og en roeslæde til at køre roerne op med. Men ikke hos Erhard, han forberedte jorden med plov og harve med sin hest, så såede han både kunstgødning og korn med hånden, roerne blev dog sået ved hjælp at en lille enkeltradet roesåmaskine. Han slog græs til hø om sommeren med sin le, han høstede kornet med sin le, og Signe bandt op efter ham. Efter at kornet var kommet i lade blev marken revet med en håndrive så der ikke var et strå tilbage på marken. Han tog om efteråret roerne op med hånden, en efter en, huggede toppen af med en roekniv og lagde top og rod pænt hver for sig for så at køre dem hjem med sin lille hestevogn. I de tidligste år af min barndom tærskede han også sit korn om vinteren med plejl og rensede avner fra med et sold, dette blev dog efterhånden for meget for ham og han fik et omrejsende tærskehold til at tærske kornet en gang i løbet af vinteren. Da Erhard og Signe blev ældre flyttede de til et hus i Vrå, hvor de levede resten af deres liv. Ejendommen blev købt af Anders Jensen Christensen fra Vesterheden, en god ven af min far og en familie som vi af og til besøgte i min barndom. Da Anders nogle år senere flyttede til Vrå købte min far ejendommen, og han flyttede ind der da min kone og jeg overtog mit hjem. Efter fars død blev hans mangeårige husbestyrerinde Margrethe boende i huset nogle år, hvorefter vores nabo Lars Møller købte ejendommen. I dag ejes den af en ung mand som hedder Niels Christian Krogsgård og den bærer adressen Bombækvej 15.
I Nørgård, der nu er Borupvej nr. 33 og som ligger lidt længere mod øst boede Kresten og Emma Christensen. Det var en ejendom på små 20 tdr. land og den blev drevet som de fleste andre med køer og grise, lidt høns og et par heste. Desuden havde Kresten en slags ornecentral, han havde et par orner som stod til disposition for egnens søer, og der var en jævnlig trafik mellem gårdene. Enten kom Kresten med sin orne, hvis der var bud efter ham, eller også kom naboerne med deres søer til ham. Dette kunne jo også give anledning til en god snak naboerne imellem en times tid eller 2. Til gården hørte en eng, som lå ned mor åen nord for os og temmelig langt fra gården. Der skulle køerne græsse, og hver morgen og aften sommeren igennem kom Kresten forbi vores gård med sit kobbel på 7-8 køer.
Kresten og Emma var vel vore nærmeste naboer, eller genboer må det vel være. Kresten var en lille kraftig mand der godt kunne lide en lille én en gang i mellem, men han blev holdt lidt i ave af Emma som var en lidt skrap kone. Emma var nok lidt snobbet, hun kunne godt lide at føre sig frem og hun var ikke bange for at gå i rette med hvem som helst, hvis noget gik hende imod. Min far, som var lidt af en drillepind, kunne godt lide at få folk, der var lidt højt oppe, ned på jorden igen, og det lykkedes ham ved en heldig tildragelse at få krammet på Emma. Det var sådan, at Kresten og far kom meget godt ud af det sammen, Kresten kom ofte en smut til os ved kaffetid, vi kunne altid høre når det var ham der var i bryggerset, fordi han fløjtede altid, når han kom gående. De fik så en sludder om lidt af hvert og de havde også en del fælles projekter i gang sammen, men lidt mere om det senere. De to kunne komme til at diskutere alt muligt, og en gang var de kommet til at diskutere om et bestemt stykke træ var bøg eller ask. De var begge lige stejle og det kom så vidt, at de væddede om hinandens gård. For at få sagen afgjort cyklede de så mange kilometer hen med det stykke træ til en mand, som de begge var enige om havde så meget forstand på træsorter at han skulle afgøre hvem der havde ret. Min far vandt væddemålet, men Kresten fik dog lov at beholde sin gård. Min far brugte sit held overfor Emma: Hver gang hun blev lidt for kålhøgen overfor ham, som f. eks. en gang hvor vores hund havde forvildet sig på gale veje og snuppet et par af Emmas kyllinger. Hun kom og skældte og smældte over hændelsen, hvortil min far sagde, at da gården jo egentlig var hans, og dermed var kyllingerne vel også hans, måtte hans hund vel også have lov at færdes der. Det var selvfølgelig kun for at drille, men det kunne godt lukke munden på Emma.
Emma og Kresten havde 6 børn mener jeg: Valdemar (kaldet Vald), Lars Møller, Grethe, Julius, Karen og Svend. De var en del ældre end jeg. Jeg husker egentlig kun at Svend var hjemme en tid. Han var en lidt hård nyser med mod på livet og lidt af en vovehals. Jeg husker at han, som en af de eneste, turde tage turen hele vejen rundt i luftgyngen, når der var tivoli i byen. Han kunne også finde på de mærkeligste ting. En søndag formiddag var jeg oppe hos Svend, der var alene hjemme. Han fik så besøg af en nabosøn på hans egen alder. I stuehusets hulmur var der et bo af bier, en bisværm havde fundet vej derind og havde bosat sig der. De to karle fandt så på at der skulle skaffes honning fra dette bo. Som tænkt så gjort, de brød indermuren ned inde i Emma og Krestens soveværelse og fik fat i store vokstavler fyldt med lækker honning, som vi så rigtig mæskede os med. Midt i hele sceneriet kom Emma og Kresten hjem, og det kan nok være at der blev lagt i kakkelovnen til de to. De fik besked op at mure hullet til igen og sørge for maling og tapet m.v. så det hele kunne se ud som før indgrebet.
Et af fars og Krestens fælles projekter var at pode frugttræer, i en periode var de helt opslugt af dette, og det var da også spændende når vi, efter nogle vellykkede podninger, kunne plukke flere forskellige æblesorter, ja sågar endda enkelte pærer, på det samme træ i frugthaven. Et andet projekt var en gang hvor vi havde fået et kæmpestort piletræ fældet og stammen var blevet savet over i nogle store stykket. Med en håndskovsav var det et kæmpestort arbejde, og hvis træet skulle kunne flækkes i passende stykker var det nødvendigt at save den metertykke stamme over mange gange endnu. De 2 fandt så på at stykkerne i stedet måtte kunne sprænges i stykker. De købte noget araldit hos isenkræmmer Agerbæk Iversen i Vrå og gik i gang med projektet. De borede huller ned i stammen, puttede araldit i hullet, fik en lang lunte sat dertil, og dækkede hullet med ler. De fik antændt lunten og forsvandt så i skarpt trav langt over på den anden side af gården, hvor de spændte ventede på braget, og på hvad der ville ske. Gætterierne gik lige fra at lunten ville gå ud, og til at hele den nærliggende lade ville blive blæst om kuld. Braget kom og det var sådan, at hele jorden rystede. Da de spændte dukkede frem fra deres skjul i forventning om at finde en træstamme splintret i pindebrænde, fandt de stammen liggende fuldstændig upåvirket at sprængningen. Forsøget blev gentaget med dobbelt dosis, men med samme negative resultat, hvorefter projektet blev opgivet.
Kresten og Emma flyttede til Vrå, vist nok i 1958, og gården blev overtaget af sønnen Lars Møller og hans kone Julle, som så blev vore nærmeste naboer og gode venner, da vi i 1964 overtog mit hjem. I dag bor Lars Møller og Julles yngste søn Esben og hans kone Hanne på gården. Esben driver jorden i sin fritid, men der er ikke mere dyr på gården.
Nr 31 og 32 - Bombækvej 30 & Bombækvej 32 Bombækvej 30 og 32 har deres egen historie. I nr. 30 boede dengang Anna og Andreas Larsen. Gården hed Rokholm og var vist nok den næststørste gård i Borup med sine ca. 50 tdr. land. Man havde vel næsten 20 køer + opdræt, desuden, som alle andre, en del søer og grise, samt høns og ænder. Der var hele 2 spand heste på gården og det så godt ud, når de rykkede i marken med begge spand. Det hele måtte gerne være lidt stort. Andreas var en rigtig bonde som ikke gerne deltog ret meget fysisk i gårdens drift, han gik som oftest rundt med hvid jakke, stok og stråhat, men var dog med når der var høst og lignende travle perioder på året. Gården var dog ikke større, end at Andreas og far var fælles om en radsåmaskine. Det var lidt af en cirkus når såmaskinen hvert forår skulle ”såes ind” som det hed. Det betød at maskinen skulle klodses op, så det ene hjul var fri af jorden. Der skulle så korn i maskinen og hjulet skulle drejes et bestemt antal omgange, hvilket svarede til et bestemt areal, hvorefter den mængde korn, der så var blevet sået, skulle vejes så man kunne regne nøjagtig ud hvor mange kg. der blev sået ud pr. tdr. land. Jeg husker at maskinen var blevet lidt rusten og grim, og far og Andreas bestemte at den skulle males. De gik i gang med projektet, og det stod på det meste af den sommer. Det var ikke det store problem at gøre maskinen ren og male den i den originale farve, men på maskinens låg stod navnet ”Saxonia” i 2 farver, og det skulle absolut males nøjagtig som det originale. Der blev tegnet og klippet skabeloner som blev fæstnet på låget, hvorefter den ene farve kunne males, derefter nye skabeloner og ny maling, og det tog flere uger at få det hele til at se rigtigt ud.
Anna ville også gerne at det hele skulle se lidt stort ud. Hun havde, som på de rigtig store gårde, en klokke hængende på muren uden for bryggerset. Den blev så brugt til at advisere folkene om spisetiderne. Klokken kunne høres over det meste af Borup, så vi andre brugte jo også gerne Annas klokke som ur. Den ringede fast kl. 9.25, kl. 11.55 og kl. 14.55 til hhv. formiddagskaffe, middagsmad og eftermiddagskaffe, og det afveg aldrig bare et minut. Der skulle være orden i tingene hos Anna og Andreas. Anna og Andreas havde 5 børn: Poul, Jørgen, Inger og Hetty som var tvillinger, og Jens. Poul var den ældste og skulle have sit eget, det skulle gerne være noget stort, men i første omgang blev det den lille ejendom, som jeg tidligere har omtalt som Borupvej 165. Det var dog kun nogle år hvorefter han og hans kone Ellen, som var mere landmand end han, købte en stor forsømt gård som kaldtes Romholdt. Den havde en størrelse som passede Anna godt og hun talte meget om Poul og Romholdt. Det gik dog ikke ret længe. Poul og Ellen blev skilt og Poul opgav landbruget, flyttede til Sønderjylland og fik arbejde på Danfoss.
Tvillingerne blev begge gift ud af landbruget, Inger med en Falckmand, hvilket ikke blev særlig omtalt, medens Hetty blev gift med en konditor, hvilket blev kraftigt underskreget af Anna. Hvis noget formastede sig til at kalde ham for bager fik de klar besked af Anna: ”Han er ikke bager, han er konditor, og han er endda så dygtig at han kan male Saharas Ørken på en lagkage”, lød det. Jørgen og Jens var begge landmænd og skulle gerne have hver sit og det lille problem blev løst ved at gården blev delt i to.
Der blev udstykket ca 20 tdr. land, og der blev så bygget et statshusmandsbrug på marken øst for gården som Jens overtog, medens Jørgen overtog den nu til 30 tdr. land reducerede gård Rokholm.
Jens var ikke nogen dygtig landmand og der gik ikke mange år før han måtte opgive ejendommen og dermed landbruget. Han flyttede med sin kone til Skagen og fik arbejde der. Jens havde også nogle få køer og en del grise, men det var æglæggende høner han satte sin lid til. Der var indrettet hønsehus på loftet af kostalden og der havde Jens nogle hundrede æglæggende høner. Jens ville gerne slippe lidt let om ved arbejdet og det fortaltes at han, da det var besværligt at bringe vand op til hønsene på loftet, langsomt forsøgte at vænne dem af med at drikke så meget. Det lykkedes for så vidt også, men med den negative bivirkning at de holdt op med at lægge æg. Ejendommen, som nu er Bombækvej 32, blev solgt til Ulla og Villy Larsen som bor der den dag i dag.
Jørgen drev, sammen med sin kone Bodil, hjemmet videre i den gammeldags kendte stil. Han blev senere næsten uarbejdsdygtig p.g.a. astma e.l., og solgte på et tidspunkt jorden fra. Pudsigt nok til Ulla og Villy på ejendommen øst for, så nu blev jorden fra den gamle Rokholm samlet igen, blot med driftsbygningerne beliggende nogle hundrede meter længere mod øst. Bodil og Jørgen flyttede til Vrå og solgte bygningerne til Kirsten og Vagn Qvist Jensen, som bor på ejendommen i dag.
Lige i hjørnet, der hvor Bombækvej drejer fra retning øst til retning nord lå, og ligger, der et jordløst hus, i daglig tale hos os dengang bare kaldet huset, af mange andre kaldet Bombækhus. I dag siger mange villaen e.l. Huset blev bygget i 1936 af en skoleinspektør fra Ballerup og en gårdejer i Vinderslev mellem Viborg og Silkeborg. De to havde det til fælles, at de var gift med to søstre, hhv. Maren og Anna. De 2 var født i Bombæk og var mine mostre. Grunden til at huset blev bygget var som følger: I 1902 købte mine bedsteforældre, Christen og Christine Pedersen gården Bombæk i Borup. Christen Pedersen var en dygtig landmand som drev Bombæk godt og blev velanset blandt naboerne og på egnen i det hele taget. Allerede 7 år efter overtagelsen af Bombæk døde Christen Pedersen. Hans kone Christine drev gården videre ved hjælp af diverse medhjælp. Hun fik på et tidspunkt ansat en bestyrer ved navn Kristen Kristensen, som hun forelskede sig i. De 2 blev gift og Kristen overtog så ansvaret for driften af gården. Han var ikke nogen særlig dygtig landmand og heller ikke særlig flittig. Så da krisen satte ind i 30erne blev det rigtig skidt med økonomien i Bombæk. Det stod efterhånden klart, at såfremt der ikke skete noget drastisk ville Kristen og Christine gå fallit til stor vanære for familien.
Der blev nok holdt familieråd og resultatet blev at de 2 svogre, Johannes fra Ballerup og Niels fra Vinderslev, skulle bygge et hus på et hjørne af ejendommens jord, det skulle tjene til aftægtsbolig for Kristen og Christine, og min mor og far skulle så overtage Bombæk. Det kunne se tilforladeligt ud for omverdenen. Selv om Kristen kun var 50 år, så var Christine blevet 66 og det var på tide at lade næste generation komme til. Min far havde haft en ejendom i Rakkeby, men var blevet engageret i forsikringsbrancen og havde egentlig sagt farvel til landbruget, men nok mest for familiens skyld lod han sig overtale til at blive landmand igen. Han kunne godt fortsætte som forsikringsmand, idet Kristen så kunne blive fodermester på gården, og sammen med en karl kunne det praktiske arbejde udføres uden min fars væsentlige deltagelse. ( At det så ikke skulle gå sådan på lidt længere sigt er en anden sag, som jeg skal gøre rede for senere. ) Kristen og Christine boede i huset indtil Christine døde i 1941, hvorefter Kristen blev boende indtil han kom på alderdomshjem omkring 1960.
På et tidspunkt solgte Niels i Vinderslev sin halvpart af huset til Johannes i Ballerup, og det kom så op gennem min barndom og ungdom til at tjene som feriebolig for familien Lauritzen fra Ballerup. Johannes, eller Johs som han kaldtes, var som sagt skoleinspektør, og det medførte jo nogle ganske lange sommerferier, som han og hans Kone, Maren og deres 2 børn, Bent og Per hvert år tilbragte hos Kristen i huset i Borup, i øvrigt sammen med Marens søster, min moster Ellen, som også var lærer. Hun var ikke gift og havde også som de andre den lange sommerferie. Kristen blev senere bestyrer på andelsfoderstofforeningens uddelingssted i Vrå i nogle år, hvorefter han blev daglejer hos egnes landmænd, mest hos os, og hos Anna og Thorkild i Vejsager. Skulle vi have fat i Kristen til en dags arbejde skulle et af vi børn altid op for at spørge, hvilket vi ikke var kede af, da der altid faldt lidt sukkergodt af når vi kom der. I sommerferierne var vi selvsagt meget sammen med de 2 fætre fra Ballerup. Selv om de begge var en del ældre end jeg, husker jeg især godt de mange lege og spil som vi lavede sammen med Per i de lange ferier. Da Kristen kom på alderdomshjem, og min moster Maren døde i 1960, fortsatte Johs. med at holde sine ferier i huset, også efter at han blev gift igen, og nu med den nye kone, og af og til hendes familie. I 1973 solgte han huset til et ungt lærerpar Anne Grethe og Niels Jørn Jacobsen, de har boet der indtil sommeren 2004 hvor de solgte til de nuværende ejere. Adressen er nu Bombækvej nr. 34.
Næste ejendom i rækken er så Bombæk, mit fødehjem. Bombæk har en lang historie bag sig som jeg ikke skal komme ind på her, men min mormor og morfar Chresten og Christine Pedersen købte gården af Frands Frandsen i 1902, og som nævnt tidligere havde de gården sammen indtil Christens død, hvorefter min mormor drev den videre sammen med sin 2. mand indtil min mor og far overtog Bombæk i 1936.
Bombæk var dengang på 35 tdr. land, hvoraf det meste var god sandmuld og resten var engjord. Den blev anset for at være en af de gårde i Borup med den bedste jord, og blev blandt andet kaldt for ”Smørhullet”, hvilket var afledt af dels den gode jord, og dels beliggenheden i den lave østlige del af Borup. Vi havde i min barndom ca. 14 køer + opdræt, 3-4 søer og det antal fedesvin søerne kunne levere. Desuden havde vi 50-60 høns, ( i en periode dog 400 høns, som der blev indrettet til på kostaldloftet ), nogle gæs, og af og til også nogle ænder. Vi havde 2 jyske heste, som dog senere blev erstattet af nordbakker, som vi så havde 3 af. Gården blev drevet traditionelt med 5 skifter + vedvarende græs i engarealerne. De 5 skifter var næsten altid 1 med byg med udlæg, en med græs, 1 med rug, 1 med roer og 1 med skiftevis havre og byg. Roemarken var typisk halvt kålrabi og halvt sukkerroer. På græsmarken blev der altid høstet hø, hvorefter den blev afgræsset af køerne resten af sommeren.
Far kunne godt lide at eksperimentere med forskellige afgrøder i mindre målestok, så der blev forsøgt et par år med kartofler i en del af engen. Det første år gik det godt, men næste år var rigtig skidt, fordi efteråret blev regnfuldt, og det vanskeliggjorde kartoffelhøsten så meget, at en stor del ikke blev høstet, og resten var af for dårlig kvalitet. De skulle have været solgt som spisekartofler, men blev kasseret og måtte derfor koges til grisefoder. Kogningen blev foretaget af et omrejsende kartoffelkogeri, som kørte fra gård til gård og kogte kartofler, hvilket var en spændende oplevelse for os børn. De kogte kartofler blev kørt ind og lagt i en tom svinesti, dækket med kalk og tomme salpetersække husker jeg. Derved blev de konserveret, så de kunne holde sig i meget lang tid. De blev over vinteren brugt som en del af svinenes foder. Lidt senere blev det almindelig at de forskellige gårdes overskydende kartofler blev kørt til mejeriet, hvor de blev kogt ved hjælp af mejeriets overskudsdamp.
Efter at kartoffeleventyret blev opgivet forsøgte far med peberrod i arealet. Han kendte nogle folk i og omkring Sindal, hvor man dengang dyrkede peberrod, ( hvilket man i øvrigt vist nok stadig gør ), som næsten det eneste sted i landet. Peberrodsdyrkning kræver en speciel jordtype, som findes i rigt mål på sindalegnen. En af fars bekendte peberrodsavlere havde fortal, at vores engjord sikkert kunne egne sig fortræffeligt til peberrod, hvorfor det så skulle forsøges. Det foregik ved at man lagde et tyndt stykke peberrod på ca 25 cm. i jorden i ca 10 dybde. Det begynder så at sætte rødder og skyder en top op i den ene ende. Når planten er godt rodfæstet hiver man planten op i den ene ende, skraber rødderne af fra toppen og næsten til den anden ende af roden, lægger planten ned i jorden igen og dækker den til. Derefter vokser peberroden kun i tykkelse og når efteråret kommer, kan man tage planten op, rense den for rødder og top, og står så med et stykke tykt og kraftigt peberrod. De lange rodstykker kan så anvendes til at starte ny produktion med næste år. Hvis jorden er egnet, og udbyttet er stort, var det dengang en overordentlig god forretning. Vores jord var alligevel ikke rigtig egnet, udbyttet var ikke særlig stort og det var et kæmpe arbejde at passe marken, alligevel blev det ikke nogen helt dårlig forretning. Det blev dog ved det ene forsøg, næste år blev marken sået til med korn med udlæg og derefter var der igen græs i engen til kvierne.
Min far var meget væk fra gården i det daglige. Han var jo før overtagelsen af Bombæk, og i de første år på gården, forsikringsinspektør i Andelsanstalten Tryg, hvilket han måtte opgive da min mor døde i 1942. Han fortsatte dog som såkaldt tillidsmand i Tryg og det gav en del arbejde i ”marken”, bl. a. med hjælp til forskellige assurandører, desuden var han meget udadvendt og havde en række tillidsposter i lokalsamfundet. Bl. a. som bestyrelsesmedlem i DLG, i brugsen og andre foreninger. Han var desuden revisor i andelsmejeriet, forretningsfører i haglskadeforsikringsselskabet Vendsyssel, regnskabsfører i andelsbageriet i Vrå, formand for andelsfryseriet i Vrå, i sognerådet en periode og i skolekommissionen, så der var nok at se til udover gårdens drift. Vi havde jo da også derfor både en husbestyrerinde, en pige i huset og en karl på gården. Desuden daglejere til hjælp med diverse opgaver, såsom høsten, roeoptagningen, tørveproduktionen, møddingudkørsel, tærskning m.v.
Vi børn skulle selvfølgelig også hjælpe til når der var behov derfor, bl. a. i høsten, hvor jeg mange gange har stået i ”stanghullet” og kæmpet med de alt for store rugneg. Jeg husker dog min barndom i Bombæk som en lykkelig tid. Jeg var kun 3 år da min mor døde, så jeg tilbragte utrolig meget af min fritid hos min faster Anna og onkel Thorkild i Vejsager, hvor jeg, som tidligere nævnt, legede meget med deres ældste søn Bent, som blot var et år ældre end mig. Op gennem min barndom begyndte landbrugets mekanisering at tage fart, dog mest på de større gårde. Dette blev jo også mærkbart i Bombæk: Vi fik efterhånden en del af arbejdet gjort ved hjælp af maskinstation, men ellers var det højeste vi kunne svinge os op til en malkemaskine i stedet for håndmalkning, en roetørvasker med elmotor i stedet den gamle hånddrevne roesnitter, ajlepumpen blev også motoriseret så ajlen ikke mere skulle pumpes op fra ajlebeholderen med håndkraft, en halmpakker, der gjorde det meget lettere at indlade halmen på loftet, når der skulle tærskes, en gummivogn i stedet for de gamle vogne med træhjul, og en elektrisk kværn i stedet for møllen, som blev taget ned fra ladetaget i sommeren 1946, en begivenhed som i øvrigt nær havde kostet mig livet. Der var blevet hyret et firma til at skille møllen ad stykke for stykke fra oven, og stumperne blev så kastet ned på gårdspladsen oppe fra toppen af møllen. Vi drenge, min fætter Bent og jeg, havde fået udtrykkelig besked på, at vi kun måtte følge slagets gang ovre fra stuehuset eller inde fra laden. Vi var så i laden og kunne se de store jernkryds fra møllen lande på gårdspladsen et efter et. På et tidspunkt var der gået temmelig lang tid siden det sidste kryds var landet, og vores nysgerrighed oversteg vores respekt for vores ordrer, så vi sneg os hen til døren og gik lidt ud på gårdspladsen, hvor vi så lige kunne kigge op på møllen for at se hvad de lavede. I det samme kom så det næste jernkryds farende ned fra 30 meters højde og snittede min pande, hvor der blev en flænge lige ind til hjerneskallen. Jeg kom til lægen og blev syet, og vi fik efterfølgende en ordentlig balle for vores letsind. Det var jo også sådan, at hvis jeg havde stukket næsen blot én centimeter længere frem, havde det været slutningen på mit liv. Den dag i dag bliver jeg mindet om hændelsen, når jeg ser mig i spejlet, hvor arret stadig er synligt.
Alt i alt blev mange ting gjort lettere i disse år, hvilket også var nødvendigt, idet der også kom gang i lønudviklingen på landet, så der skulle spares på medhjælp, hvis der stadig skulle være økonomi i at drive traditionelt landbrug. I det gamle stråtækte stuehus fra 1801 var det sådan, at vi havde stuen opvarmet vi hjælp af en kakkelovn, soveværelset ligeså, dog kun ved ekstremt lave temperaturer, køkkenet blev opvarmet ved brugen af komfuret, alle andre rum i huset var uopvarmede. Vand fik vi fra pumpen ude på gårdspladsen, og vi vaskede os alle sammen i en jernhåndvask i bryggerset, varmt vand kunne vi få fra sidegryden på komfuret i køkkenet. Toilettet var et bræt med en spand under, og var placeret i et lille rum i det vestre udhus. Det var en kold fornøjelse om vinteren, når man skulle derud med lommelygten for at forrette sit ærinde. Alt dette blev ændret i løbet af min sene barndom og første ungdom, hvor der blev indlagt vand, indlagt centralvarme, der kom elkomfur og køleskab, og der blev lavet et badeværelse med varmt og koldt vand samt badekar.
Der blev også indkøbt traktor til bedriften til afløsning af hestene. Mælkekørslen til mejeriet, som blev udført af de forskellige ejendomme på skift og med antal dage efter størrelse, på den måde, at f. eks. hvis vi skulle køre mælk i 4 dage, skulle man i Rokholm køre 5 dage, medens man i Nørgård kun skulle køre 3 dag, de små ejendomme skulle kun kørte en enkelt dag, og så vidt jeg husker skulle de helt små slet ikke køre, da de ikke havde heste der kunne trække vognen. Vi børn brugte mælkevognen en del om vinteren. Når der var snestorm, eller blot megen sne på vejene, fik vi ofte lov til at tage med mælkevognen til skole, vi kunne så gå hjem om eftermiddagen efter skoletid. Det var i øvrigt en lidt krævende opgave at være mælkekusk, da det ud over det at samle mælkespandene op, også indebar ærindekørsel for de forskellige husmødre. Der blev sat en seddel i en af spandene med besked på at få f. eks. smør eller fløde med hjem fra mejeriet, der kunne også være tale om at brugsen eller bageren var blevet bedt om at bringe enkelte varer hen på mejeriet, som mælkekusken så kunne tage med hjem og aflevere sammen med returmælken. Den fælles mælkekørsel med hestevogn blev omkring 1950 afløst af en lastbil, som kom og hentede mælken hos de forskellige leverandører og returnerede den skummede mælk senere på dagen.
Alt i alt var det en ejendom i rimelig moderne stand da jeg overtog Bombæk i 1964. Min kone og jeg drev Bombæk videre i den traditionelle stil i 5 – 6 år. I den periode indrettede vi svinestald til ca 150 fedesvin i en del af laden og i den gamle hestestald, som også kom til at rumme en 7-8 kalvebokse. Til marken købte vi en brugt selvkørende mejetærsker og en traktorradrenser til roerne sammen med vores nabo i Rokholm. Vi måtte dog i 1969 erkende, at vi ikke havde mulighed for at drive gården mere, da der var tale om et stort underskud, og vores gæld var vokset os over hovedet. Min kone supplerede vores beskedne indtægt ved salg af garnrester pr. postordre til kunder i hele landet, medens jeg selv måtte tage arbejde, først på en tømmerhandel i Hjørring, så i et firma i Harken som lavede sommerhuse i træ, og senere igen som landpostbudafløser ved postvæsenet i Vrå.
Samtidig med dette var vi begyndt at eksperimentere lidt med at fremstille flerfarvede gennemfarvede stearinlys. I et forsøg på at finde en vej ud af de økonomiske problemer forsøgte vi at ansætte en mand til at sælge vore lys på provisionsbasis, og det skulle vise sig at være en god ide, idet han meget hurtigt fok solgt mange flere lys end vi kunne fremstille. Vi blev så nødt til at indrette en del af den nu tomme kostald til lysproduktion. Vores største problem var finansieringen af projektet, men det lykkedes os, med familie som kautionister, at låne lidt driftskapital i sparekassen, og vores lokale murer, Arne Jørgensen, byggede stalden om på kredit uden nogen garanti for at han nogensinde ville få sine penge. Det blev dog en succes, Arne fik sine penge, og i løbet af de næste 2 år fik vi resten af kostalden, samt hele laden indrettet til lysestøberi og havde i en periode 10 ansatte til at hjælpe os med produktionen. Lysene reddede os og selv om vi i dag ikke mere har ansatte, driver vi stadig Bombæk som et åbent værksted med lysproduktion, og med den gamle kostald indrettet til butik.
Op gennem årene lykkedes det os at få råd til at restaurere det gamle stuehus fra ende til anden, så der i dag kun er de gamle ydermure samt tagkonstruktionen tilbage af det oprindelige hus. Vi fik nye gulve, nye lofter, nye skillevægge, nye døre, nye vinduer, nyt køkken og badeværelse og nyt stråtag, så der er ikke meget tilbage af det gamle. Det kan dog ikke ses på huset, som i sin konstruktion og form stadig ser ud som for måske 150 år siden. Det meste af ejendommens jordtilliggende er solgt fra og Bombæks tid som landbrug er helt sikkert forbi for altid. Hvad fremtiden vi bringe for den gamle gård er ikke let at vide, men forhåbentlig vil den med tiden få nye ejere, som vil føje nye kapitler til den gamle gårds histrorie. Bombæk bærer i dag adressen Bombækvej nr. 40
Et par hundrede meter længere mod nord lå så den næste ejendom, Brohus - som den ind imellem kaldtes. Der boede Laurits Toft og hans familie. Jeg husker dem ikke særlig godt, dog kan jeg godt se Laurits for mig, jeg tror ikke vi havde nogen væsentligt med dem at gøre udover almindeligt naboskab. Men jeg husker ganske tydeligt deres hund, en – syntes jeg – kæmpestor gul hund af ubestemmelig race, Lou – hed den. Den var venligheden selv, og det jeg særligt husker den for, var en ganske speciel oplevelse vi havde med Lou: Margrethe, vores husbestyrerinde, havde en dag bagt 2 store sigtebrød og som sædvanligt lagt dem til afkøling i det åbne vindue. Da hun efter nogen tid skulle tage brødene ind var de væk. Der blev ledt overalt, men de var sporløst forsvundet. Mistanken faldt først på vores egen hund, en stor Sct. bernhardshund ved navn Rolf, men det viste sig, at den måtte holdes fri for mistanke, da den i det famøse tidsrum havde været lukket inde i laden. Mistanken faldt så på Lou, som ofte kom en tur forbi for at se om der skulle være et eller andet på møddingen som den kunne have glæde af. Margrethe gik ned til Laurits Toft for at høre om de havde set noget til vores sigtebrød, og næsten dernede fik hun øje på noget der stak op af jorden et lille stykke inde på græsmarken. Det viste sig at være et af sigtebrødene, som Lou havde besluttet sig til at gemme til en anden god gang, 2 store brød havde åbenbart været for meget for den at konsumere på en gang. Mysteriet var opklaret.
Nå, Brohus var en ejendom på ca 14 – 15 tdr. land og den blev som alle de øvrige ejendomme drevet traditionelt med en 4-5 køer, et par søer med grise og lidt fjerkræ til husbehov. Da jeg var 7 år solgte Laurits Toft ejendommen til Kristen Nielsen og hans kone Mary. De havde 2 børn, Bent, som var nogle år ældre end jeg, og Synnøve, som var et år yngre end jeg. De fik senere en dreng, Jørgen. Mary og Kristen var nogle rigtig flinke mennesker, som kom meget hos os, og vi hos dem, og Synnøve og jeg fulgtes i mange år ofte til skole om morgenen. Kristen havde en enkelt hest som han klarede markarbejdet med, og det gik sådan lidt på bedste beskub, han var ikke særlig nøje og hans marker så ikke altid særlig velplejede ud. Det samme gjaldt i stalden, hvor der ikke nødvendigvis blev fejet hver dag, eller uge for den sags skyld. Men Kristen og Mary klarede sig godt, og det var et ualmindelig hyggelig hjem at komme i. Mary gik lidt ud af og til og hjalp naboer og andre ved fester o.l., og tjente derved en lille ekstra skilling til hjælp til husholdningen. I 1970 solgte Kristen jorden fra ejendommen i forbindelse med en jordfordelingssag på egnen. Ved den lejlighed kom en del af ejendommens jord til at høre til Bombæk, medens resten blev tillagt Dybros ejendom. Mary og Kristen blev boende på ejendommen som pensionister indtil Kristen døde i 1975, og Mary flyttede til Vrå. Siden da har ejendommen, der nu er Bombækvej nr. 51, haft en række forskellige ejere. Den nuværende ejer er Henrik Gade.
Brohus var egentlig den sidste ejendom i Borup, men jeg synes alligevel vi skal have yderligere 2 ejendomme med. De lå begge to lige nord for åen, som var, og er, skellet mellem Borup og Gunderup. Det var dengang også skellet mellem Vrå-Em kommune og Vrejlev-Hæstrup kommune, og i dag mellem Løkken-Vrå kommune og Hjørring kommune.
I ejendommen øst for vejen boede Valdemar Jørgensen, hans kone Johanne og deres børn, vist nok 4-5 stykker. Jeg tror de ældste var flyttet hjemmefra, men jeg husker da Bodil, Karen og Jørgen, som, om ikke de boede hjemme, så kom de i hvert fald ofte derhjemme. Det var en lille ejendom på 10-12 tdr. land, og til at drive jorden med havde Valdemar 2 islandske heste. Dem var vi meget optaget af idet de var ekstremt små i forhold til de store Jyske vi havde, ja, såmænd også i forhold til nordbakkerne. Det så rigtig sjovt ud, når Valdemar havde mælketur, og de 2 små islændere blev spændt for mælkevognen. Men de kunne arbejde, de var helt utroligt udholdende og så kunne de gå både pasgang og tølt, hvilket ingen af egnens andre heste var i stand til. I øvrigt husker jeg ikke så meget om ejendommen der. Da Valdemar og Johanne, som de fleste andre, flyttede til Vrå, solgte de det meste af jorden til forskellige naboejendomme, bl. a. købte Kristen Nielsen i Brohus ca. 5 tdr. land på den anden side af åen, og det var den del af Kristens Nielsens jord som i 1970 blev tilkøbt Bombæk. Siden da har ejendommen haft et par forskellige ejere eller tre. I øjeblikket ejes ejendommen, Bombækvej 80, af Eva og Bent Nielsen, som i øvrigt i en del år har haft en lille forretning på ejendommen, hvor de forhandlede biavlsmateriel.
Den sidste ejendom jeg vil omtale er så den, der lå vest for vejen, nemlig Karl Olsens Ejendom. Karl Olsen var, allerede da jeg var barn, ældgammel syntes jeg. Jeg husker ikke hvad hans kone hed, men jeg husker til gengæld at de havde en datter, Erna, som boede hjemme. Erna var nok midt i fyrrerne, og hun var en spøjs dame. Hun havde en meget høj og skarp stemme, og hun forstod at bruge den og havde altid en krads bemærkning til alt muligt. Vi børn kunne godt være lidt bange for hende, men det var der nu absolut ikke nogen grund til, for hun var i øvrigt ualmindelig flink. Karl drev ejendommen på omkring 16-18 tdr. land som alle de andre med 6-7 køer, lidt svin og lidt fjerkræ, men han var helt utrolig egen. Han havde sine ideer omkring driften af jorden, og den var ikke nødvendigvis i tråd med hvad der i øvrigt var almindeligt. Han var meget gammel og havde svært ved at få arbejdet gjort. Ofte kom høsten ikke i hus før langt hen på efteråret, hvis han i det hele taget nåede det. Naboerne tilbød ham ofte hjælp til at få kornet kørt ind, men der sagde Karl stop. Han kunne, som han kunne bande, nok selv sørge for sit, hvis så de andre kunne passe deres.
Et år blev det dog så galt at naboerne tog sagen i egen hånd. Det var vel hen omkring beg. af oktober, og Karl havde ikke fået noget af sit korn i hus endnu. Naboerne snakkede så sammen og besluttede at stille op en dag med hver sin høstvogn og nødvendigt mandskab, og kørte så hele karls høst ind den samme dag. Karl protesterede, men kom dog i løbet af dagen til fornuft og måtte erkende at han ikke selv kunne klare arbejde mere, og Erna blev sat til at sørge for forplejning til hele klokken, som nok talte en 14-16 personer. På grund af Karls hidsige temperament var det et af de stedet, som med sikkerhed blev opsøgt nytårsaften og –nat med henblik på at lave nytårsløjer. Det var altid rigtig sjovt, fordi vi vidste at Karl blev gal og ville forsøge at fange os når vi rendte rundt og trommede på ruderne m.v. Det lykkedes han naturligvis aldrig, men en enkelt gang var det dog tæt ved at gå galt. En af dem der deltog i løjerne havde epilepsi og fik en gang imellem et anfald. Vi havde drillet Karl en tid og pludselig kom han styrtene ud med en kæp i hånden. Vi løb det bedste vi havde lært, men bedst som vi var kommet lidt væk, faldt Børge om med et epileptisk anfald. Vi nåede dog at få ham af vejen inden Karl nåede frem. Vi var enige om at var vi ikke kommet væk havde der vanket klø af Karls stok. Jeg mener Karl og hans kone begge døde medens de boede på ejendommen, hvorefter Erna solgte den til naboens søn, Jørgen Jørgensen, som så drev den videre i en del år. I dag er jorden for længst solgt fra og husene står den tomme, men den har gennem de seneste år været beboet af forskellige mennesker, som jeg ikke kender noget til. Den har adressen Bombækvej 81.
Det var så slut på min lille rundgang gennem Borup i min barndoms tid. Nogle steder er jeg nok gået videre end hensigten har været, og fortalt ting, som må forekomme uvedkommende, eller som ikke hører min barndoms tid til. Andre steder er jeg nok sluppet lidt let om ved det, men det får så være.
Copyright © Jørgen Bombæk, 2001-2005 |
